Print

Skives 11 stjerner

Se det modsatte

I Jacob Jensen Design lever vi af at få ideer og være kreative. Da vi fik opgaven, spurgte vi os selv, om vi kunne give vores egne inspirationer og arbejdsmetoder videre på en måde, som ville fungere i en rundkørsel. Om vi kunne finde en måde, som ville inspirere mennesker på en egn, vi selv er en del af og værdsætter højt. Det har været en lang proces, men vi er tilfredse med resultatet - for nu at sige det på jysk.

Skives 11 stjerner bygger på tre gennemgående elementer:
 

ET FORMSPROG: Værkerne bygger fortrinsvis på kontraster i sort og sølv, som det bl.a. kendes fra Jacob Jensens design, og på klassiske former som kuben og kuglen. Hensigten er dels at skabe en skarp og homogen profil, dels at gøre værkerne æstetisk langtidsholdbare. De skal kunne stå for sig selv, også om 20 år.

Alle værker er placeret i en kompasring af granit. Nord er angivet i sølv, mens de øvrige tre verdenshjørner er i relief. Kompasringene skal dels skabe et gennemgående element, dels forankre stedet i verden. Du er her - og der er noget udenom.

EN BÆRENDE IDE: Den gennemgående ide i værkerne er modsætninger. Ni af de elleve stjerner er bygget op i tematiske familier, hvor det ene værk så at sige er skåret ud af det andet. Sættes f.eks. værkerne Torvet og Borgen sammen, danner de en fuld kube. Hensigten med opbygningen i modsætninger er at appellere til den modsatte synsvinkel. Til at få øje på det, som mangler. Det usynlige, som er fuldt synligt 300 meter længere nede af vejen. Man skal bevæge sig for at få øje på det usynlige. Men man skal også huske, hvor man kommer fra for at få sammenhængen med. Der skal både bevægelse og hukommelse til for at værkerne bliver hele.

EN UNDERLIGGENDE HISTORIE: Til hver stjerne er der er knyttet et navn og en historie. Historierne understøtter modsætningstemaet, men ofte på en overraskende, skæv eller humoristisk måde. Hensigten med historierne er at appellere til nye ideer og synsvinkler på verden, men også at give stjernerne en ekstra værdi i form af en vedkommende fortælling. Noget man kan fortælle sine børn, når man kører forbi.

Chefdesigner Timothy Jacob Jensen

20. september 2010

Skive Kommune logoSkive.dk logo